blev født i Trenčín i det nuværende Slovakiet d. 23. juli 1911. Dengang hørte byen til det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki, som først opløstes ved afslutningen af første verdenskrig i 1918. Da var hun med sine forældre og storesøster for længst flyttet til Budapest, i 1914. Hun voksede derfor op som ungarer, med navnet Klein Erzsébet, som det også fremgår af hendes afgangsdiplom fra Franz Liszt-akademiet i Budapest i 1934. Derefter studerede hun i 2 år privat hos Béla Bartók, der, skønt han var klaverprofessor på Liszt-akademiet, ikke havde været hendes lærer. Det ville hun ellers gerne, da hun allerede i studieårene var imponeret af ham og interesseret i hans musik, men Bartók tog ikke så mange studerende på akademiet. Han kom til gengæld til at overvære hendes afgangseksamen, hvor hun spillede et stort set traditionelt program med bl.a. Beethoven og Debussy. Efter koncerten kom han til hende og sagde, at hun havde talent, men også meget at lære endnu, og han tilbød hende at blive privatelev hos ham og spille Bach. Hun kom dog også til at spille nogle af hans egne værker og fik lov at være med til hans prøver med Den Nye Ungarske Strygekvartet, der indstuderede hans 5. strygekvartet. På den måde kom hun i kontakt med 2. violinisten László Halmos, med hvem hun dannede duo. De opførte blandt andet Bartóks 2 violinsonater. Halmos var jøde og måtte trække sig fra strygekvartetten og blev snart derefter dræbt af nazister.
Elisabeth Klein kom til Danmark i 1939 som klassisk underholdningspianist på finere restauranter, blev gift med en søofficer, Jørgen Petersen, og fik sin første søn Ole Holger i 1943. Hun blev alene med sønnen i krigens sidste 2 år, hvor Jørgen sejlede i den engelsk marine. Hun genoptog klaverstudierne og debuterede så d. 18. december 1945, hvor Jørgen i mellemtiden var kommet tilbage, og hun allerede var gravid med sin næste søn, undertegnede. Hendes karriere var så sat i gang som traditionel klassisk pianist, og hun kom desuden til at arbejde i adskillige år som repetitør ved den Jyske Opera og ved Det Kongelige Teater og blev akkompagnatør bl.a. for de kendte operasangere Frans Andersson og Kim Borg.
Den karriere, som koncerten i aften vil minde om og fejre, havde sit udgangspunkt i studierne og mødet med Bartók og hans musik, som satte sit præg på hendes koncertaktiviteter de første adskillige år i Danmark, men det var først i begyndelsen af 1960erne, hvor hun slog igennem med efterkrigstidens musik, og allermest, da hun indstuderede Boulez’ store 2den klaversonate (1947–48), som hun opførte efter et års intenst arbejde d. 12. september 1965 ved en DUT-koncert i Den Fries Udstillingsbygning, at hun fik sit gennembrud som fortolker af ny musik. Musikforskeren og –anmelderen Poul Nielsen skrev i Berlingske Tidende dagen efter, at ”man må ubetinget tage hatten af for denne overmåde solide og koncentrerede præstation. Værkets tekniske vanskeligheder er formidable, til tider bevæger Boulez sig på kanten af det spillelige. Men Elisabeth Klein havde ikke alene godt tag i noderne, men formåede også at artikulere musikken, få den til at leve, ikke mindst i de omtalte mere lyriske afsnit”. I BT skrev hans kollega Jens Brincker (ligeledes 13. september): ”Især var det udførelsen af de krogede, rytmiske vanskeligheder, der tiltrak sig opmærksomheden. I stykker som denne sonate er rytmen så fint udarbejdet, at den perfekte gengivelse ikke kan opnås. Her træder den udførendes fortolkning ind i gengivelsen af det rytmiske billede, der først bliver til musik, når pianisten lader sin personlige opfattelse af det klinge. Under Elisabeth Kleins hænder blev Boulez’ rytmer til musik.”
Elisabeth Klein kom til at spille Boulez’ 2den sonate mange gange, både i Danmark, over hele Skandinavien, og ved adskillige udenlandske optrædener. Men derudover begyndte en række danske komponister at skrive (og ofte tilegne) klaverværker til hende. Ligeså betydningsfuld som Boulez var blevet for hende blev også Ib Nørholms Strofer og marker (1965–66, tilegnet EK), som hun uropførte d. 27. februar 1966, og Per Nørgårds Grooving (1967–68, tilegnet komponisten selv og skrevet til EK), som hun uropførte på Louisiana d. 6. april 1968. Også andre komponister skrev værker til hende: Poul Ruders Dante-sonate (1970, tilegnet EK) og Axel Borup-Jørgensens Epigrammer (1976), som begge står på programmet ved aftenens koncert, Bent Lorenzen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Svend Aaquist Johansen, Sven Erik Werner, Birgitte Alsted, Diana Pereira, Gudrun Lund m.fl. Undervejs var Elisabeth Klein bosat (i flere omgange) i Norge og underviste i en årrække både på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Musikkhøgskolen i Oslo. Sidstnævnte sted fik hun sit eget ugentlige ny musik seminar, hvor hun fremviste nye værker og holdt master-class for studerende, der ønskede at prøve kræfter med nye værker. Hun fik tæt kontakt også med norske komponister. Bl.a. tilegnede Arne Nordheim sit eneste klaverværk Listen (1971) til Elisabeth Klein, der uropførte det ved en ny-musik festival på University of Colorado i november 1971, som hun deltog i sammen med Nordheim, og hvor hun desuden opførte både dansk og anden norsk ny musik. Både mandlige og kvindelige norske komponister skrev værker til hende de følgende år, bl.a. Bjørn Fongaard, Folke Strømholm, Magne Hegdal, Synne Skouen, Åse Hedstrøm og Ruth Bakke.
I mange år, frem til det sidste år af sit liv (de sidste fem år dog i noget mindre omfang), spillede hun til stadighed koncerter med ny musik rundt om i verden, mest i Norge, hvor hun var fast bosat fra 1980, og i hele Norden, men også i adskillige andre europæiske lande samt Israel og USA, og gennem deltagelse i talrige internationale kongresser for kvinder, bl.a. i Mexico og Kina. Hun opførte både ”klassikere” som Schönberg, Berg, Webern (og ind i mellem også stadig Bartók), Josef Matthias Hauer, Dallapiccola, og de nye ”klassikere” som Boulez, Stockhausen, Berio, og George Crumb. Sidstnævnte fik hun personlig kontakt med og præsenterede mange af hans værker for første gang i Norden og rundt om i verden. Dertil kom hele tiden nye skandinaviske værker. Hun gjorde talrige radio- og tv-indspilninger først og fremmest i Danmark og Norge, men også i mange andre lande. Og ikke mindst indspillede hun en ganske stor del af sit repertoire på LP, og siden på CD. Hun var også solist i en række nyere klaverkoncerter med orkester, Hauers klaverkoncert, Klaus Egges 2den klaverkoncert og Gunnar Bergs Frise, sidstnævnte indspillet på plade (og siden genudgivet på CD).
I forbindelse med koncerten i aften, lanceres en ny hjemmeside om Elisabeth Klein, oprettet af hendes yngste barnebarn Andreas Leif Petersen, der er cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet, i samarbejde med undertegnede. Den indeholder både biografisk information og lister over hendes plade-indspilninger samt links til en række optagelser fra norsk TV, der er gjort offentligt tilgængelige. Også enkelte andre lydoptagelser kan høres på hjemmesiden, og man kan endvidere læse hendes egen beretning om sit liv, skrevet som introduktion til en bog, hun arbejdede på om indstudering af de nye klaverværker, hun havde spillet gennem sit liv. Bogen blev færdig, men havde en for smal målgruppe til at det lykkedes at udgive den. Klip fra hendes værk-kommentarer i bogen er sat ind i denne aftens programnoter, hvor det har været muligt.
Hjemmesiden Pianist Elisabeth Klein: Pioneer in Avantgarde Music findes på elisabethklein.dk
Til slut en mere personlig bemærkning. Min mor levede igennem adskillige store politiske omvæltninger og andre omskiftelser, i forskellige lande, og med store kunstneriske, sociale, og livsstilsmæssige forandringer. Livet var ikke en strålende succes for hende hele vejen igennem. Hun mødte også modgang og følte, at det ikke altid var let at blive accepteret i nye sammenhænge. Hun kunne også være stejl i nogle henseender, men over for musikken var hun ydmyg. I sit eget liv brød hun sig ikke om at se tilbage. Hun følte sig efterhånden hverken som ungarer, dansker eller nordmand. Hun havde en kolossal arbejdsdisciplin; til mine tidligste barndomsminder hører hendes faste øve-program med skalaer, etuder, et par præludier og fugaer fra Bachs Wohltemperiertes Klavier samt solostemmen i en klaverkoncert af Mozart, så hun i løbet af nogle uger kom igennem dem alle (både Bach og Mozart). Først derefter gik hun i gang med dagens egl. program for indstuderinger til aktuelle koncerter og indspilninger. Hun var på én gang subjektiv, med stærke meninger om både værker og måden at spille på, og samtidig ganske usentimental og saglig i sin tilgang til at lære komponisters nye værker. Hun mente, at når hun fik et værk, så skyldte hun at få det bedste ud af det. Jeg havde den glæde, at hun også spillede mange af mine klaverværker, og når jeg blev indkaldt til prøve hos hende foregik det yderst sagligt, med forslag til forbedringer i notationen, med at fremvise forskellige klanglige muligheder, samtidig med at hun gjorde sit yderste for at udtrykke det, hun fandt i noderne. En stor nodetroskab og samtidig en udtryksvilje som jeg tror, mange komponister må have oplevet på samme måde.
Hun spillede sin sidste koncert som 93-årig, i Liverpool, hvor hun de sidste omtrent fem år af sit liv havde boet i huset hos sin ældste søn. Koncerten d. 15. maj 2004 foregik i den katolske katedral i byen i anledning af Ungarns optagelse i EU, og hun spillede en solo-afdeling med ungarsk musik, sene klaverstykker af Liszt (der grænser til atonalitet) samt Bartók. Hun døde d. 11 oktober 2004 i Liverpool.
Nils Holger Petersen
Copyright © All Rights Reserved