Ungarn – et tidsbillede

Jeg er født i 1911 i Trencin, en lille by, som dengang hørte til Storungarn, og nu hører til Slovakiet. Min familie flyttede til Budapest, da jeg var 3 år gammel, og min barndom var naturligvis præget af første verdenskrig. Man oplevede lidt af hvert. Regeringerne skiftede fra dag til dag, den ene dag var det kommunisterne som havde magten, den næste dag ”de hvide”. Men trods de daglige problemer, forsøgte man at leve et normalt liv, og jeg har gennemført den normale 12-årige skolegang i Budapest. Jeg lærte naturligvis at spille klaver, og jeg kunne læse noder, før jeg kom i skole. Jeg var ganske dygtig til klaverspil og spillede valse af Chopin, Liszts rapsodier, altså klassisk populær musik, til skolekoncerter. Mine teenageår gik med musikstudier og masser af skolearbejde. Jeg gik på Maria Theresia-gymnasiet, hvor der herskede en meget streng disciplin. Streng disciplin var der også på akademiet, hvor jeg foruden klavertimer havde mange bifagstimer, som krævede forberedelser. Jeg kommer fra en god borgerlig, centraleuropæisk familie, hvor kulturen spillede en stor rolle. Allerede da jeg var i 12-års alderen købte mine forældre en loge til mig for hele sæsonen til operaens eftermiddagsforestillinger om søndagen, hvortil jeg kunne invitere mine veninder til de klassiske operaer. Jeg var naturligvis meget populær i min klasse; alle kammerater ønskede en invitation til populære operaer. Min far var forretningsmand, og han rejste meget til Berlin i tyverne. Han kom hjem med de nyeste bøger og de nyeste kompositioner, som var blevet trykt. Berlin var mellem de to verdenskrige et samlingssted for kulturelle personligheder. Alt dette bevirkede, at jeg allerede som teenager havde interesse for og kendskab til nyere kunst. Uddannelse Efter min studentereksamen var jeg lidt i tvivl, om jeg ville studere medicin eller musik. Jeg valgte musikken og har aldrig fortrudt det. Kulturlivet i Ungarn var meget stimulerende i min ungdom. Jeg hørte de allerstørste pianister, violinister og dirigenter, som besøgte Budapest. Jeg overværede Otto Klemperers prøver med bl.a. Beethovens 9. Symfoni og jeg hørte Ignaz Friedman, Vladimir Horowitz og Arthur Rubinstein spille. Jeg hørte den store polske violinist Bronislav Huberman, som drømte om Pan-Europa. Han gav sine koncerthonorarer til oprettelsen af de ”Europæiske Forenede Stater”. Alle drømte om fredelige forhold i Europa. Men der var også betydningsfulde hjemlige kunstnere i Budapest. Ernst von Dohnanyi og Béla Bartók var elever af Istvan Thoman, som var en af de sidste elever af Frantz Listz. Allerede i 16-års alderen var jeg begejstret for Bartók, men det var desværre ikke muligt at få ham som lærer, for han var ikke interesseret i at undervise så meget. Han havde sin forskning og sine udenlandsrejser. Han var en fantastisk pianist; hans tolkninger af de tidlige Beethoven-sonater og af Scarlatti og Couperin var aldeles enestående. Publikum var måske i almindelighed ikke helt så begejstret for hans spil. Mange syntes nok, at hans tolkninger var for ”tørre”, men jeg var imponeret over hans krystalklare spil. Det var det, jeg var interesseret i at lære. Ernst von Dohnanyis koncerter var til gengæld den helt store publikumssucces, det var der ingen tvivl om. Han var publikums yndling. Dohnanyi var et fantastisk talent. Han kunne tilsyneladende overkomme det hele. Han komponerede, han akkompagnerede, han spillede solo, og han dirigerede. Hver koncertsæson spillede han alle 32 Beethoven-sonater til sine koncerter. Det var en bedrift, og der var ikke så mange, som kunne gøre det. Han spillede også hvert år alle 5 Beethoven-klaverkoncerter med Filharmonien. Det var også ham, som var den første i moderne tid, som igen spillede alle Mozarts klaverkoncerter og dirigerede dem fra klaveret. Dette forargede nogle meget konservative musikere, skønt det er vanskeligt at forstå i dag. Salen var fyldt hver gang, og kritikken var helt overstrømmende. Dohnanyi beherskede hele musiklivet i Ungarn på den tid. Han var chef for det Ungarske Filharmoniske Selskab, og han var direktør for Musikakademiet. Kontakten mellem Dohnanyi og Bartók var ikke den bedste i min tid, hvilket egentlig var besynderligt, fordi Dohnanyi i begyndelsen var meget positiv overfor Bartók. Personligt tror jeg, at grunden til det kølige forhold var, at Bartók ikke fulgte Dohnanyis råd om at studere komposition hos professor Janos Kössler. Bartók begyndte at studere hos Kössler, men holdt op efter en sæson. Han havde mere lyst til at gå sine egne veje. Dohnanyi var et magtmenneske, og hvis man ikke ville følge hans råd, blev han uinteresseret og negativ. Bartók blev klar over, at han ikke havde mange muligheder i datidens Ungarn, og prøvede på at få en karriere i udlandet. Dohnanyis kompositioner var langt mere konservative; han var påvirket af Brahms, det kunne publikum forstå, men Bartók kom med sine dissonanser og sine nye rytmer, som var uforståelige for de fleste og derfor heller ikke særligt populære i datidens Ungarn. Den almindelige mening var, at Bartók, dette store talent, var på afveje. Musiklivet var endnu ikke forberedt på eller tilstrækkeligt modent til Bartóks tonesprog. Leo Weiner, som underviste i kammermusik på akademiet, var en fantastisk musiker. Det var kun meget sjældent, at man havde mulighed for at høre ham offentligt, men hans timer var til gengæld en stor oplevelse. Han holdt sine timer lørdag eftermiddag, officielt fra kl.12 til kl.14, men man var aldrig færdig før sent på eftermiddagen. Jeg husker at vi skulle spille Mendelssohns d-mol trio. Vi begyndte præcis kl. 12. Trioen begynder med en cellosolo, og vi kom simpelthen ikke videre. Weiner var ikke tilfreds med cellistens tone og blev ved og ved at rette. Hele eftermiddagen gik med det. Jeg husker, at jeg var ganske skuffet over, at jeg ikke kom til at spille den eftermiddag. Men det var ganske almindeligt, at man nogle gange kun spillede et par takter. Alligevel elskede vi ham, fordi han var en fantastisk lytter og lærer.

Leave a Comment