Recollections

Elisabeth Klein wrote her recollections in the later years of her life. It is a short chronological description (currently only available in Danish, see below) of the most important events in her life. She never intended to write an autobiography, however, these recollections were intended to form an introduction to a book that, unfortunately, never made it beyond the publisher’s office. With this book, she was eager to pass on her experience as an interpreter of contemporary music to the younger generation of pianists. She wrote about a number of contemporary piano works which she had performed herself during her career. She sent in the manuscript to a publisher, whom, unfortunately (but perhaps understandably so) argued, it would be too narrow a topic to be profitable. The manuscript, including the recollections, has for this reason never been published and are now available here in Danish only. From her birth in Trencin in 1911 to her last years in Liverpool, here is Elisabeth Klein’s story in her own words:

Erindringer

1. Ungarn – et tidsbillede

Jeg er født i 1911 i Trencin, en lille by, som dengang hørte til Storungarn, og nu hører til Slovakiet. Min familie flyttede til Budapest, da jeg var 3 år gammel, og min barndom var naturligvis præget af første verdenskrig. Man oplevede lidt af hvert. Regeringerne skiftede fra dag til dag, den ene dag var det kommunisterne som havde magten, den næste dag ”de hvide”. Men trods de daglige problemer, forsøgte man at leve et normalt liv, og jeg har gennemført den normale 12-årige skolegang i Budapest. Jeg lærte naturligvis at spille klaver, og jeg kunne læse noder, før jeg kom i skole. Jeg var ganske dygtig til klaverspil og spillede valse af Chopin, Liszts rapsodier, altså klassisk populær musik, til skolekoncerter. Mine teenageår gik med musikstudier og masser af skolearbejde. Jeg gik på Maria Theresia-gymnasiet, hvor der herskede en meget streng disciplin. Streng disciplin var der også på akademiet, hvor jeg foruden klavertimer havde mange bifagstimer, som krævede forberedelser.Jeg kommer fra en god borgerlig, centraleuropæisk familie, hvor kulturen spillede en stor rolle. Allerede da jeg var i 12-års alderen købte mine forældre en loge til mig for hele sæsonen til operaens eftermiddagsforestillinger om søndagen, hvortil jeg kunne invitere mine veninder til de klassiske operaer. Jeg var naturligvis meget populær i min klasse; alle kammerater ønskede en invitation til populære operaer. Min far var forretningsmand, og han rejste meget til Berlin i tyverne. Han kom hjem med de nyeste bøger og de nyeste kompositioner, som var blevet trykt. Berlin var mellem de to verdenskrige et samlingssted for kulturelle personligheder. Alt dette bevirkede, at jeg allerede som teenager havde interesse for og kendskab til nyere kunst.  

2. Uddannelse

Efter min studentereksamen var jeg lidt i tvivl, om jeg ville studere medicin eller musik. Jeg valgte musikken og har aldrig fortrudt det. Kulturlivet i Ungarn var meget stimulerende i min ungdom. Jeg hørte de allerstørste pianister, violinister og dirigenter, som besøgte Budapest. Jeg overværede Otto Klemperers prøver med bl.a. Beethovens 9. Symfoni og jeg hørte Ignaz Friedman, Vladimir Horowitz og Arthur Rubinstein spille. Jeg hørte den store polske violinist Bronislav Huberman, som drømte om Pan-Europa. Han gav sine koncerthonorarer til oprettelsen af de ”Europæiske Forenede Stater”. Alle drømte om fredelige forhold i Europa. Men der var også betydningsfulde hjemlige kunstnere i Budapest. Ernst von Dohnanyi og Béla Bartók var elever af Istvan Thoman, som var en af de sidste elever af Frantz Listz. Allerede i 16-års alderen var jeg begejstret for Bartók, men det var desværre ikke muligt at få ham som lærer, for han var ikke interesseret i at undervise så meget. Han havde sin forskning og sine udenlandsrejser. Han var en fantastisk pianist; hans tolkninger af de tidlige Beethoven-sonater og af Scarlatti og Couperin var aldeles enestående. Publikum var måske i almindelighed ikke helt så begejstret for hans spil. Mange syntes nok, at hans tolkninger var for ”tørre”, men jeg var imponeret over hans krystalklare spil. Det var det, jeg var interesseret i at lære. Ernst von Dohnanyis koncerter var til gengæld den helt store publikumssucces, det var der ingen tvivl om. Han var publikums yndling. Dohnanyi var et fantastisk talent. Han kunne tilsyneladende overkomme det hele. Han komponerede, han akkompagnerede, han spillede solo, og han dirigerede. Hver koncertsæson spillede han alle 32 Beethoven-sonater til sine koncerter. Det var en bedrift, og der var ikke så mange, som kunne gøre det. Han spillede også hvert år alle 5 Beethoven-klaverkoncerter med Filharmonien. Det var også ham, som var den første i moderne tid, som igen spillede alle Mozarts klaverkoncerter og dirigerede dem fra klaveret. Dette forargede nogle meget konservative musikere, skønt det er vanskeligt at forstå i dag. Salen var fyldt hver gang, og kritikken var helt overstrømmende. Dohnanyi beherskede hele musiklivet i Ungarn på den tid. Han var chef for det Ungarske Filharmoniske Selskab, og han var direktør for Musikakademiet. Kontakten mellem Dohnanyi og Bartók var ikke den bedste i min tid, hvilket egentlig var besynderligt, fordi Dohnanyi i begyndelsen var meget positiv overfor Bartók. Personligt tror jeg, at grunden til det kølige forhold var, at Bartók ikke fulgte Dohnanyis råd om at studere komposition hos professor Janos Kössler. Bartók begyndte at studere hos Kössler, men holdt op efter en sæson. Han havde mere lyst til at gå sine egne veje. Dohnanyi var et magtmenneske, og hvis man ikke ville følge hans råd, blev han uinteresseret og negativ. Bartók blev klar over, at han ikke havde mange muligheder i datidens Ungarn, og prøvede på at få en karriere i udlandet. Dohnanyis kompositioner var langt mere konservative; han var påvirket af Brahms, det kunne publikum forstå, men Bartók kom med sine dissonanser og sine nye rytmer, som var uforståelige for de fleste og derfor heller ikke særligt populære i datidens Ungarn. Den almindelige mening var, at Bartók, dette store talent, var på afveje. Musiklivet var endnu ikke forberedt på eller tilstrækkeligt modent til Bartóks tonesprog. Leo Weiner, som underviste i kammermusik på akademiet, var en fantastisk musiker. Det var kun meget sjældent, at man havde mulighed for at høre ham offentligt, men hans timer var til gengæld en stor oplevelse. Han holdt sine timer lørdag eftermiddag, officielt fra kl.12 til kl.14, men man var aldrig færdig før sent på eftermiddagen. Jeg husker at vi skulle spille Mendelssohns d-mol trio. Vi begyndte præcis kl. 12. Trioen begynder med en cellosolo, og vi kom simpelthen ikke videre. Weiner var ikke tilfreds med cellistens tone og blev ved og ved at rette. Hele eftermiddagen gik med det. Jeg husker, at jeg var ganske skuffet over, at jeg ikke kom til at spille den eftermiddag. Men det var ganske almindeligt, at man nogle gange kun spillede et par takter. Alligevel elskede vi ham, fordi han var en fantastisk lytter og lærer.

3. I lære hos Bartók

I 1934 bestod jeg min afgangseksamen fra akademiet. Jeg havde en koncert i akademiets regi og spillede store værker: Bach-Busonis Toccata, Intermezzo og Fuga i C-dur, Beethovens Appassionata, Liszts Mefistovals, et prélude af Debussy: Feux d’Artifice og endelig Bartóks Suite op.14. Hvordan jeg turde stille op med disse kæmpeværker, det forstår jeg ikke i dag, det må have været ungdommens begejstring og tro, at man kan overkomme alt. Koncerten vakte begejstring og jeg fik flotte bedømmelser, men Bartók var meget kritisk, han mente at jeg havde en god teknik, men var udisciplineret. Efter hans mening havde jeg spillet for meget romantisk musik. Han kom til mig efter koncerten og sagde, at han gerne ville undervise mig, men det måtte blive på hans præmisser. Han anbefalede, at jeg kun skulle spille Bach i to år. Naturligvis tog jeg imod tilbudet med stor glæde. Jeg fik nu lov til at spille nogle af hans egne værker alligevel. Bartók var en noget indesluttet natur og snakkede ikke så meget i timerne, men havde man en Bach-fuga for til timen, da kunne han holde et helt foredrag om fugaens opbygning. Forholdet mellem lærer og elev var ikke så åbent dengang, som det er i dag. Derfor var min forbavselse ganske stor, da han engang spurgte, om jeg kendte Knud Jeppesens ”Kontrapunkt”. Den bedste bog om kontrapunkt, sagde han. Jeg kiggede i bogen som var skrevet i et for mig ukendt sprog. Det var på dansk. Dengang anede jeg ikke, at jeg skulle havne i Danmark. Bartók var et sprog-geni, han behøvede kun en ordbog og en enkel grammatikbog, så kunne han læse alle mulige sprog. Han beherskede ikke blot europæiske sprog, men kunne holde foredrag på arabisk og læse sanskrit. Han var også interesseret i østerlandsk filosofi, før andre komponister blev det. Min største oplevelse fra disse år blev at overvære, hvordan den Nye Ungarske Strygekvartet indstuderede Bartóks 5. strygekvartet under hans vejledning. Medlemmerne af denne kvartet var: 1.violin:      Sandor Vegh 2.violin:      Laszlo Halmos bratsch:      Denes Koromzai cello: Vilmos Palotai Disse 4 unge musikere skulle fremføre Bartóks kvartet på ISCM-Festivalen i Barcelona. Året var 1936, og den spanske borgerkrig var allerede på trapperne. I mange uger arbejdede Bartók med kvartetten, og her fik jeg oplevet Bartók ikke bare som lærer, men også som menneske. Han havde humor, og det hjalp på mange spændte situationer. Man må forestille sig, at denne musik var meget avanceret for musikerne på daværende tidspunkt. Kvartettens musikere var opdraget med et traditionelt konservatorie-repertoire, og det var ikke så nemt at lære nye notationer, nye spillemåder og at udtrykke nye tanker. Jeg tænkte selv meget på en karriere som kammermusiker og spillede sammen med Laszlo Halmos, kvartettens andenviolinist. Vi havde vores debut med Beethovens Kreutzersonate, Schuberts g-mol sonatine og Weiners fis-mol sonate. Det gik godt, og vi fortsatte med en ny koncert, denne gang med Bartóks 1. og 2. Sonate. Den koncert gik endnu bedre. Vi var fulde af håb, men verdenspolitikken blandede sig i vores karriere, ligesom den gjorde det i så mange andres.

4. Nazismen

Hitler tog magten i Østrig i 1938, og ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe i Ungarn. Tyske flyvemaskiner fløj over Budapest hver dag, formentlig for at skræmme befolkningen. Hver eneste dag oplevede man noget, som var aldeles ubehageligt og ubegribeligt. Jeg vil fortælle om en episode, der gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg var til en koncert med Bruno Walter i akademiets store sal, han spillede og dirigerede Mozarts c-mol klaverkoncert med sit eget kammerorkester fra Wien. Pludseligt stormede nazister ind i salen midt under 2. satsen med deres frygtede gummistokke. De sprang op på podiet og slog løs på Bruno Walter (der jo var jøde), så blodet flød. Publikum var lamslået. Den tapre koncertarrangør Imre Kun, sprang op på podiet og fik reddet Walter ud af salen. Koncerten blev naturligvis afbrudt. Som bekendt forlod Bruno Walter kort efter Europa på grund af nazismen. Bartók var rystet. Han opfordrede alle unge musikere til at forlade Ungarn, så hurtigt som muligt, men hvor skulle man tage hen? Vi gik fra den ene udenlandske ambassade til den anden, men alle steder var flygtningekvoten overtegnet. På akademiet var der også demonstrationer. Selv om jeg var færdig med mine studier, fortsatte jeg med at deltage i Weiners kammermusiktimer. En dag stormede nogle nazister ind i lokalet. Weiner var jøde. De slog ham næsten halvt fordærvet. Det var forfærdeligt at være vidne til denne mishandling og ikke være i stand til at hjælpe. Udenfor akademiets porte stod politiet. De hjalp heller ikke. Akademiet havde autonom ret, sagde de, det var ikke deres sag. Jødeforfølgelserne tog i det hele taget til. Det blev til daglige hændelser og alle var bange for en eventuel fatal bedstemor, som kunne være jøde eller sigøjner. Så ville alt håb være ude. Halmos var jøde, og det betød, at han ikke kunne få pas, og dermed altså heller ikke rejse til udlandet. Det var en katastrofe, ikke blot for Halmos, men også for kvartetten. Efter mange og lange forhandlinger besluttede cellisten Palotai, som var chef eller forretningsfører for kvartetten, at de vil erstatte Halmos med en anden ungarsk violinist: Zoltan Szekély, som levede i Holland. Halmos forlod kvartetten. Han blev taget til minerydningsarbejde, og kort efter blev han dræbt af en mine. Sandor Vegh var den eneste i gruppen, der reagerede. Han syntes, at det var for dårligt, at kvartetten svigtede Halmos og forlod den i protest. Det var en af de forfærdelige og triste oplevelser fra denne tid, som man ikke glemmer så let. En dag mødte jeg så en af mine forhenværende violinkammeraters mor. Hun fortalte, at hendes datter for tiden var i Danmark med sin finske ægtemand. Hun spurgte, om jeg ikke havde lyst til at rejse til Danmark. Det havde jeg, men jeg syntes, at det lød ganske urealistisk, at det måtte være helt umuligt at gennemføre. Jeg havde helt glemt denne lille episode; men et par uger senere, da jeg kom hjem en sen eftermiddag, fortalte min far, at den Danske Ambassade havde ringet, og at jeg øjeblikkeligt skulle kontakte dem. Det gjorde jeg. Den Danske Ambassade havde visum og arbejdstilladelse til mig. Certifikatet gav mig lov til at spille på restauranter og barer i 6 måneder fra d. 1. marts at regne. Datoen var den 28. februar 1939 (1939 var et skudår). Jeg rejste den samme aften. Jeg tog klassiske noder med; jeg kunne jo ikke spille andet. Jeg havde ikke stor lyst til at rejse, men min far var meget konsekvent. Har du sagt ja til at rejse, så må du gøre det. Du må holde dit ord. Det var første gang, jeg skulle rejse alene til et land, som jeg ikke vidste noget som helst om, og hvis sprog jeg ikke kendte. Jeg havde levet alt for længe i en meget beskyttet tilværelse, i et velhavende centraleuropæisk hjem, og havde aldrig stået på egne ben. Alle i familien var sikre på, at danskerne ville sende mig hjem igen med det samme. Jeg kunne jo ikke spille let underholdningsmusik. Men jeg blev ikke sendt hjem, og overalt var arrangørerne faktisk tilfredse med mig. Det kom til at vare ni år, før jeg genså min familie. Det var i 1948, da jeg kom på et kort besøg med min mand og vore to små sønner. Det år begyndte den ”kolde krig”. Østmagterne sænkede ”jerntæppet”. Budapest lå fremdeles i ruiner, 85% af husene bombet sønder og sammen, de fleste af broerne over Donau hang ned i floden. Det var et forfærdeligt syn, men mine forældre og min søster havde det godt. Det var det vigtigste, og de var lykkelige for at lære min mand og vores børn at kende.

5. Danmark

Jeg var rejst med nattoget til Wien den aften i februar 1939. Der var store forsinkelser undervejs, men jeg nåede nattoget Berlin-København. På Hovedbanegården ventede min veninde og hendes mand. Vi rejste med tog videre til Næstved. Jeg skulle spille på Hotel Vinhus hver aften fra kl. 20 til kl. 24. Det var et nydeligt hotel, og alle var meget venlige og kunne snakke tysk. Baren, hvor jeg skulle spille, var ganske stor. Jeg begyndte med Beethovens Måneskinsonate og fortsatte med romantisk musik. Jeg fik stor applaus, og næste dag fik jeg meget fine anmeldelser i de lokale aviser. Det var, som om de trængte til de populære klassiske værker, som jeg spillede i Danmark. Vinhuset ønskede at forlænge min kontrakt, som gjaldt for en måned, men jeg skulle til Århus, til Hotel Regina. Alle 6 måneder var besat. Jeg var på Fanø, jeg var i Horsens, Nykøbing F. og til sidst på Bornholm. Jeg klarede mig fint. Alle steder var de glade for mig og min populære klassiske musik. Den 31. August 1939 sejlede jeg med natbåden fra Rønne til København, hvorfra jeg skulle med toget hjem til Ungarn; jeg havde allerede mine billetter. Der var enorm aktivitet i Østersøen, og alle snakkede om krig. Den næste dag, da jeg kom til København, hørte jeg, at England havde erklæret Tyskland krig. Det var atter verdenspolitikken, som blandede sig i mit liv. I København tog jeg til kriminalpolitiet og spurgte, hvad jeg skulle gøre. De var meget venlige og hjælpsomme. De rådede mig til ikke at rejse. Ingen vidste, hvor Ungarn stod, og hvad der ville ske. De ringede til min impresario og spurgte, om han kunne skaffe mig nyt arbejde. Det kunne han. Det var ikke noget problem. Jeg fik udstedt en ny arbejds- og opholdstilladelse og det på ubegrænset tid. Ja, det var dengang. I dag er det nok ikke så nemt. Kort og godt rejste jeg med det samme til Århus, og denne gang til Hotel Royal. Jeg rejste landet rundt. Jeg havde engagement i Nykøbing F. Det var en streng vinter, hvor alle sunde og fjorde var tilfrosne. Min næste kontrakt var i Vejle. Jeg måtte flyve. Dengang var det ikke så almindeligt med flyrejser. Jeg tror nok, at min familie i Budapest var ganske imponeret over, at jeg skulle flyve og også over, at jeg klarede mig så godt.

6. Krigsårene

Den 9. April 1940 var en bitter dag. Tyskerne havde okkuperet dette lille, flade land i løbet af nogle få timer. Jeg var forbitret, og jeg så klart, at foreløbig kunne jeg ikke regne med at rejse hjem til Ungarn. Fremtiden lå mere uvis og uberegnelig end nogensinde før. I maj måned var jeg på Jørgensens Hotel i Horsens, hvor jeg havde mine allerstørste succeser. En af den danske marines torpedobåde lå indefrosset i Horsens fjord. Skibets officerer kom hver aften til Jørgensens Hotel, som var stedets eneste flotte etablissement. Jeg spillede ikke kun i baren, men skulle også optræde som solist med orkesteret. Jeg troede, at officererne var musikintereserede. Jeg tog fejl – det var de ikke. De kom for min skyld. Og én af dem kom jeg i kontakt med. Jeg behøver vel ikke at sige mere. Det blev den store kærlighed. Min vordende mand var fra København, så derfor forsøgte jeg at få arbejde i København. Det var ikke så nemt lige med det samme, men jeg fik endelig en kontrakt med Hotel Hafnia og lærte min forlovedes familie at kende. I december 1941 holdt vi bryllup i Jakobskirken på Østerbro. Jeg begyndte et nyt liv igen. Det var ikke muligt at fortsætte som barpianist, uanset hvor elegante hoteller jeg spillede på. En officer kunne dengang ikke tillade sig at have en kone, som spillede i en bar. Jeg var nødt til at komme i kontakt med det seriøse musikliv i København. Det gik bedre end jeg havde forventet. Jeg kom i kontakt med Det kgl. danske Musikkonservatoriums daværende direktør, professor Christian Christiansen. Jeg spillede Chopins g-mol Ballade for ham, og han mente, at jeg kunne være til gavn for musiklivet i Danmark. Christian Christiansen var Carl Nielsen ekspert, og han viste mig Carl Nielsens klaverværker. Jeg blev interesseret i Nielsens musik og jeg prøvespillede i Danmarks Radio, og også det gik godt. Under Christian Christiansens vejledning indstuderede jeg Nielsens Tema med variationer. Nielsens Tema med variationer og Bartóks Suite op.14 var min første udsendelse i Danmarks Radio. I 1943 fik jeg mit første barn. Et halvt år efter måtte min mand flygte fra Danmark. Han var med til at sprænge den danske flåde i luften, og tyskerne arresterede alle officerer, som var med i det. Verdenspolitikken blandede sig igen i mit liv. Min mand flygtede først til Sverige og derfra til England. Den engelske marine havde brug for officerer med ubåds-uddannelse/erfaring, og han blev chef for en engelsk ubåd i Nordatlanten under hele krigen. Jeg hutlede mig igennem krigsårene i København, men morsomt var det ikke. Min mands broder var i modstandsbevægelsen – under jorden, som man dengang sagde – og tyskerne tog hans kone som gidsel. Jeg blev også advaret, oven i købet af daværende kronprinsesse Ingrid (senere Dronning Ingrid) om, at de også kunne tage mig og vores lille søn som gidsel. Derfor kunne jeg en overgang ikke bo hjemme, men måtte bo på forskellige adresser. Tyskerne havde standset min mands løn, da de fik at vide, at han var i de allieredes tjeneste. Jeg måtte selv tjene til livets ophold. Jeg fik tilbud om at akkompagnere hos en sanglærer, og jeg måtte naturligvis have min lille søn med mig. Han var heldigvis en meget stille dreng. Sanglæreren var Wagner-ekspert, og jeg tror nok, at min ældste søns interesse for Wagneroperaer stammer fra denne meget tidlige alder. I to år havde jeg ingen kontakt med min mand. Jeg vidste ikke, om han var i live eller ej – han vidste heller ikke noget som helst om os.

7. Fred, familie og karriere

Heldigvis har al elendighed en ende før eller senere, og alt blev godt igen. Min mand kom hjem den 7. maj 1945 – et par dage efter tyskernes kapitulation. Den lille familie var sammen igen. I december 1945 havde jeg min officielle danske debut i Palæets lille sal. Jeg fik meget flotte anmeldelser. Min anden søn blev født i 1946, men jeg fik alligevel tid til at spille sammen med en ungarsk violinist, Béla Detreköy. Vi havde udsendelser i Danmarks Radio, og jeg havde også solo-koncerter. I 1948 var jeg med min familie på besøg i Budapest, og jeg spillede også Carl Nielsens Tema med variationer og Schumanns Symfoniske etuder i Ungarsk Radio. De var derimod ikke interesserede i et Bartók-program. Fra 1950 kom jeg til at virke ved Det Kgl. Teater, ved operaen, som repetitør. Jeg blev fast akkompagnatør for Frans Andersson og senere for Kim Borg. Begge var basbarytoner. Det var vanskeligt at være mor til to børn, mens min mand var på søen. Min ældste søn kom i skole, men den yngre ville ikke være i børnehaven, og jeg var nødt til at tage ham med til prøverne på Det kgl. Teater. Det var Mozarts operaer vi prøvede på, og jeg er sikker på, at hans store beundring for Mozart blev grundlagt i denne periode. Sammen med teatrets anden repetitør, pianisten Hans Meyer Petersen, dannede jeg en klaverduo. Vi spillede musik fra det 20. århundrede, bl.a. Benjamin Britten, Vaughan Williams og den irske Joan Trimbles værker, både i Danmarks Radio og til koncerter. Vi fik også et engagement i Norge, hvor vi spillede i Norsk Rikskringkasting. Det var mit første møde med Norge. Jeg arbejdede ikke blot på Det kgl. Teater, men indstuderede også operaer til Den jyske Opera, stort set med de samme sangere fra operaen i København. Efter prøverne i København måtte jeg så til Århus for at aflevere de indstuderede operaer bl.a. til kapelmester Thomas Jensen, som dengang var chef for byorkesteret. Da jeg var i gang med at indstudere Mozarts Don Giovanni på Det kgl. Teater blandede verdenspolitikken sig igen i mine anliggender. NATO oprettede sit hovedkvarter i Norden, og min mand (og hele familien) måtte flytte til Oslo. På teatret gav de mig orlov i to år. Det var i marts 1956. Det var pragtfuldt at være i Norge, og jeg fik med det samme arbejde på det, der dengang hed Lindemans Konservatorium, som lå i Nordahl Brunsgata. Jeg begyndte med 20 elever. Der var virkelig brug for lærere. Den ungarske revolution brød ud, og der kom mange flygtninge både til Danmark og til Norge. Jeg hjalp Norsk Røde Kors med registreringen af de ungarske flygtninge. Desuden udnyttede jeg tiden i Norge til at gennemgå Beethovens sonater med Robert Riefling. Få uger før vi skulle hjem til København, blev det bestemt, at vi først skulle til Kiel i to år. Derved mistede jeg min stilling ved Det Kgl. Teater. På grund af min mands Nato-engagement kom jeg også til at miste en del af kontakten med min ungarske familie. Jeg var jo nu i høj grad i fjendens lejr. Mine forældre og min søster boede i det kommunistiske Ungarn, mens jeg hørte til i vesten og til og med var gift med en Nato-officer. Forbindelsen blev omtrent totalt brudt i mange år. Jeg fik ikke lov til at rejse hverken til min fars eller mors begravelse. Jeg kunne ikke få visum. I Kiel og andre steder rundt om i Schleswig-Holstein havde jeg mange solokoncerter. Jeg spillede stadigvæk klassisk musik, men begyndte at føle, at jeg skulle forny mit repertoire. Jeg havde ved disse koncerter spillet Pathétiquesonaten flere gange, og en dag sagde min ældste søn Ole til mig: ”Mor, du må forny dig”. Det råd fulgte jeg, og da vi kom hjem til København, gik jeg op til Danmarks Radios daværende musikchef, Vagn Kappel, for at få hans råd til at danne et nyere repertoire. Det var i 1960, og jeg fik gode råd af ham. Ved siden af forsøgte jeg at fortsætte der, hvor jeg havde sluppet fire år før. Det var ikke så nemt, men jeg fortsatte mit samarbejde med Meyer Petersen, og vi havde mange gode koncerter sammen. Vi spillede for det meste engelske samtids-komponisters værker. Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT) spurgte, om vi ikke havde lyst til at spille Pierre Boulez’ Structures, bind 2. Vi kastede os ud i det uden at ane, hvad vi sagde ja til. Det var et enormt arbejde med enorme rytmiske problemer og vanskelige samspilsproblemer. Men vi kom igennem det, så godt som det nu var muligt på daværende tidspunkt. Ingen af os havde på det tidspunkt nogen erfaring med Darmstadtskolens musik. Vi skulle spille værket i Danmarks Radio. Dengang gik alle udsendelser i luften med det samme. Pludselig hører jeg Meyer Petersens ganske kraftige hvisken: ”Klein, hvor er du?” Det var jo ikke så nemt at svare på, det hele gik jo direkte til lytterne, og jeg fortsatte sammenbidt. Vi mødtes på fermaten, som man siger på musiker- eller kammermusiksprog. Når jeg ser tilbage på denne periode af mit liv, så må jeg sige, at det var mine lykkeligste år, både i familielivet og karrieremæssigt. Vi havde det vældig godt sammen alle fire. Mine sønner støttede mig i mit arbejde, og vi tre gik til koncerter sammen. Min mand var ikke så interesseret i koncertlivet. Vi boede i Nyboder, og det var ingen sag at komme til Kongens Nytorv eller til Odd Fellow Palæet. Palæets store sal havde en vidunderlig akustik, og det var en fornøjelse at høre pianister af verdensklasse der. Koncertlivet i København var meget livligt i 60erne. Jeg var til mange fantastiske koncerter med internationale kunstnere, men de spillede alle det traditionelle klassisk-romantiske repertoire. Undtagelsen var Boulez, som kom og dirigerede sit værk Pli selon pli i Radiohusets koncertsal. Han spillede selv klaverstemmen – det var en oplevelse. DUT og Danmarks Radio brugte mig meget i disse år. Også med skuespillerinden Ellen Malberg havde jeg fået et meget godt samarbejde. På vores program havde vi Fr. Poulenc/Jean Brunhoffs Historien om den lille elefant Babar, Liszts melodrama med tekst af Roza Laborfalvi Den døde digters kærlighed og Nils Holger Petersens Fjenden til en tekst af Villy Sørensen. Vi havde mange koncerter sammen, både i Danmark og i Sydslesvig.

8. De unge komponister

De unge komponister blev også opmærksomme på mig, da de så at Danmarks Radio gav mig store opgaver. Vagn Kappel, daværende musikchef, spurgte, om jeg kendte Weberns klaverværker. Det gjorde jeg ikke. En af de allerførste solo-opgaver i ny musik var Weberns Variationer op 27. Så kom Nikos Skalkottas sonatine for violoncel og piano og hans Passacaglia for klaversolo. Skalkottas værker var førsteopførelser i Danmark. Senere blev Boulez’ 2.klaversonate en hovedopgave. Boulez’ sonate nr. 2 var noget af det vanskeligste, jeg nogensinde havde spillet. Jeg var længe om at indstudere den, men det hjalp mig til en international karriere. Jeg spillede dette enorme værk i DUTs regi ved en koncert to gange, før pausen og efter pausen. Jeg spillede siden sonaten i Danmarks Radio og fik Danmarks Radios ”pausesignals-pris” for min tolkning af dette værk. Jeg var lykkelig og stolt over, at jeg havde klaret denne enorme opgave. Jeg blev inviteret til Sverige, til Norge og til Israel med dette kæmpeværk, som varer 32 minutter. Ib Nørholm var så begejstret over min præstation, at han komponerede og tilegnede mig sit klaverværk: Strofer og marker. Per Nørgård og mange andre skrev også værker til mig. Jeg blev lærer på Det kgl. danske Musikkonservatorium, og alt tegnede godt. Men…

9. 1968: til Oslo igen

I 1968 blev min mand flyttet til Oslo, igen til NATO-hovedkvarteret, denne gang som kontreadmiral. Jeg måtte følge med, men jeg besluttede ikke at give op. Jeg fortsatte med undervisningen ved konservatoriet i København. Jeg sejlede med båden fra Oslo, underviste 2 hele dage og så tilbage til Oslo. Det var anstrengende. Så jeg besluttede at flyve. Det var i hvert fald hurtigere. I Oslo havde vi en hel del sociale forpligtelser. Min mand var den ældste danske søofficer, og vi skulle repræsentere. Det var nogle travle år; alligevel fortsatte jeg, så godt jeg kunne, min virksomhed i Danmark. Jeg kom også godt i gang i Oslo. Jeg underviste igen på Lindemans Konservatorium og kom også i kontakt med norske komponister. Jeg spillede ofte i Norsk Rikskringkasting (NRK). NRK bestilte også et klaverstykke hos Arne Nordheim. Han skrev så sit, indtil nu, eneste klaverstykke til mig. Mange norske komponister fulgte efter: Bjørn Fongård, Folke Strømholm, Magne Hegdal for at nævne nogle. Jeg havde mange solokoncerter, og jeg akkompagnerede sangere fra Den Norske Opera, bl.a. Knut Skram med sange af Charles Ives og af Ravel (Don Quichote à Dulcinée). I Danmark spillede jeg på denne tid Klaus Egges 2. klaverkoncert med Sønderjyllands symfoniorkester for at markere hans 60-års fødselsdag. Det var under Carl Garagulys ledelse. Efter denne vellykkede koncert fik jeg af Danmarks Radio endnu engang en meget interessant opgave. De spurgte mig, om jeg kunne indstudere Josef Matthias Hauers 5.klaverkoncert. Det var en interessant opgave. Jeg gik i gang med stor lyst og fik stor interesse for Hauer og hans musik, som jeg kom til at gå videre med ved senere lejligheder. Musiklivet i Oslo var ganske positivt overfor ny musik. Sonja Henie-Onstad Museet på Høvikodden lidt uden for Oslo var meget aktivt. Daværende direktør Ole Henrik Moe, som selv var en glimrende pianist, arrangerede mange koncerter med nyere musik i museets udmærkede sal.  Der har jeg uropført mange norske værker. Nogle af mine LP’er og kassetter blev også produceret i denne koncertsal. Sonja Henie-Onstad Museet havde et professionelt studie til pladeoptagelser. Den norske ambassade i Østrig inviterede mig til nogle koncerter i Wien, hvor jeg skulle præsentere norsk klavermusik. Jeg havde bl.a. en koncert i det dengang  (i 70erne) helt nye Planetarium. Det var en virkelig stor oplevelse. Jeg spillede Fongårds Space Concerto i en mørk sal, hvor kun månen og planeterne lyste op. Munchmuseet arrangerede sommerkoncerter, hvor jeg var en meget hyppig gæst i mange år. Sammen med skuespillerinden Vibeke Falk opførte jeg Poulenc og Brunhoffs Historien om den lille elefant Babar både i Munchmuseet og på Nasjonalgalleriet. På Nasjonalgalleriet havde jeg et særdeles godt og frugtbart samarbejde i mange, mange år med museumslektor Holger Koefoed, som arrangerede lørdagskoncerter på alle tider af året. Holger Koefoed var åben for alle slags programmer. Jeg fik lov til at spille hele Bartóks Mikrokosmos, men også George Crumbs værker for det udvidede klaver samt danske og norske uropførelser. Til en surrealistisk udstilling spillede jeg Ravels Gaspard de la nuit, til Harriet Backers udstilling Agathe Backer-Grøndahls værker, og til Stockhausens 70-årsdag så sent som i 1998 en hel Stockhausen-koncert. Jeg havde også et meget fint samarbejde med NRKs TV. Min første TV-optagelse var Crumbs Five Pieces for Piano; den sidste optagelse var med Bartók klaverværker. Begge de to optagelser var med Erik Østby som regissør. Jeg havde desuden et helt usædvanligt samarbejde med Jannike Falk, som, da vi startede, var en meget ung og entusiastisk regissør. Vi blev gode venner for livet og lavede flere udsendelser sammen. Først Arne Nordheims Listen, så Poul Ruders Dante-sonate og George Crumbs Makrokosmos I. Denne optagelse blev også sendt i canadisk TV. Folke Strømholms Samiske joiker og Farvel til klaveret fulgte. En helt speciel udsendelse blev også optaget: ”Reisende i ny musikk”, hvor Jannike Falk bl.a. fotograferede mine, dengang ugentlige, ankomster med fly til Oslo. SAS gik med på hendes ide med at lade mig komme først ud af flyet på Fornebu. (Dengang Oslos lufthavn). Så fulgte optagelser fra undervisningen på Norges Musikkhøgskole, der som nyoprettet statslig musikuddannelse havde afløst Lindemans Konservatorium, og hvor jeg var blevet ansat. Desuden var der alle de internationale kvindekongresser eller –konferencer, hvor jeg også spillede. Jeg kom derigennem til adskillige universiteter i USA. Blandt andet i New York, Atlanta, Boulder i Colorado, og det berømte UCLA i Los Angeles. Alle disse steder holdt jeg forelæsninger om skandinaviske kvindelige komponister og spillede deres værker. På UCLA havde jeg den glæde at spille i Schönberginstituttets koncertsal, et stort koncertlokale, hvor væggene var fyldt med Schönbergfotografier fra forskellige perioder i hans liv. Da jeg kom, bad jeg som det første om at få lov til at øve. ”Det er helt umuligt”, sagde kontordamen meget bestemt, men da hun så min skuffelse, spurgte hun, for at være lidt venlig: ”Hvor kommer du fra?” ”Jeg kommer fra Norge, men jeg er dansker,” sagde jeg. ”Så kender du måske Jan Maegaard?”, spurgte hun. ”Selvfølgelig gør jeg det.” ”Jamen så er det en helt anden sag. Gå du bare ind og øv dig i to timer.” Det er godt at have gode forbindelser. I 1984 blev jeg inviteret til kvindekonferencen i Paris, hvor jeg havde koncert i Centre Pompidou med nordiske kvindelige komponisters værker. Ved denne lejlighed mødte jeg Olivier Messiaen og hans kone Yvonne Loriod. Det var en oplevelse at møde disse store personligheder.

10. Danmark igen

Efter næsten fire år i Norge flyttede vi igen tilbage til Danmark. Nu kom jeg til at rejse den anden vej. Jeg havde som nævnt fået ansættelse ved den nyoprettede Norges Musikkhøgskole, først som amanuensis og nogle år senere som førsteamanuensis. Komiteen, som indstillede mig til udnævnelsen til første amanuensis i 1977, skrev følgende: ”Elisabeth Klein har efter komiteens mening dokumentert seg som en utøvende kunstner på klart internasjonalt nivå. Hennes omfattende konsertvirksomhet har strukket seg over store deler av verden, og hennes store interesse for og enorme repertoar av vor tids musikk, stiller henne i første rekke blant kjennere av dette spesialfelt. Hun har dessuten vært en god ambassadør for nyere norsk musikk i utlandet. Det gjelder ikke minst de høyt frekventerte forelesninger som hun holdt ved forskjellige utenlandske universiteter og høyskoler. Som pianistinne står hun i en særklasse og virker som en stimulans i det undervisningmiljø som er i ferd med å etablere seg ved Musikkhøgskolen. Komiteen holder henne for klart kompetent til et opprykk som førsteamanuensis.” (Underskrevet af H. Huldt-Nystrøm, Finn Mortensen og Robert Levin). Den gode og hjertelige kontakt, som var etableret med Norges Musikkhøgskole ville jeg ikke miste. Så hver tirsdag morgen rejste jeg med første fly til Norge og onsdag med sidste fly tilbage til Danmark. Jeg ”hang” i luften mellem Norge og Danmark i alt i 10 år. Det var trættende, men alligevel mine bedste arbejdsår. Jeg blev også valgt til æreskunstner i Norsk Komponistforening, det var en stor ære og glæde for mig. Der blev også tid til flere Englands-turneer, hvor jeg lærte mange engelske komponister at kende. Jeg har holdt forelæsninger om Charles Ives ved Kings College i London, om skandinavisk musik i Aberysthwyth i Wales, og i Edinburgh, Aberdeen, Glasgow, Dundee og Bretton School of Art og flere andre steder. Også Bergen Festspillene gæstede jeg to gange. Den ene gang med en solokoncert med ny musik og ved en anden lejlighed med en sonateaften sammen med den russiske violinist Isaac Shouldman; vi spillede Bartóks 2. violin/klaver sonate, Prokofievs 2. violin/klaver sonate og Schönbergs Fantasi op. 47 for klaver og violin.

11. Oslo igen

Tiden gik imidlertid, og min mand blev pensioneret. Vi flyttede endnu engang til Oslo, som vi begge havde fået et så nært forhold til, og jeg bestemte mig for at holde op med at undervise i København. Vi var i det hele taget begge to meget glade for Norge. Vi tilbragte stort set alle vores ferier i Norge, og det var ikke noget offer fra min mands side at flytte til Norge. Min svigermor var for øvrigt halvt norsk, hendes far var en fætter til den kendte maler Nikolai Astrup. Jeg var i øvrigt også på koncertrejse til Mexico City i forbindelse med en af de nævnte kvindekonferencer. Der fik jeg også stor anerkendelse for skandinaviske kvinders musik og var bagefter på turné rundt i landet, blandt andet til Zacatecas, i den nordligste del af Mexico. Da jeg kom til koncertlokalet viste det sig, at der ikke var noget klaver, men kun et elektronisk klaver (keyboard). Jeg gennemførte alligevel programmet, så godt jeg kunne. Der var mere end et tusinde tilhørere, jeg fik meget stor anerkendelse og måtte give autografer.

12. ”Freelance – pensionist”

I 1981 havde jeg nået pensionsalderen, men arbejdede videre som ”freelance”. Norges Musikkhøjskole fortsatte med at bruge mig også som pensionist, både som forelæser for klaverfaggruppen og for komponistfaggruppen. Jeg underviste desuden privat, og koncerter bragte mig stadig rundt. Jeg spillede både i København, Oslo, Bergen, Trondheim, Stavanger og Tromsø, Helsingfors og Åbo (Turku). Min mand fik desværre ikke så mange år i Norge, han blev alvorligt syg og døde i 1986. Jeg besluttede at blive i Norge, og fik mange gode arbejdsår og flere anerkendelser. Jeg blev æresmedlem af ”Kvinder i musik” i 1992 og ”Woman of the Year” i Cambridge 1993. Min sidste store rejse var i 1995. Det var til kvindekongressen i Beijing. Det var dog en ganske blandet fornøjelse, må jeg desværre indrømme. De kinesiske myndigheder generede kongressen med alle midler og gjorde alt meget besværligere, end det var nødvendigt. Alligevel blev mine arrangementer gennemført planmæssigt, og de skandinaviske værker blev vel modtaget. Fra 1984 havde jeg meget samarbejde med Antroposofisk Selskab i Oslo, også kaldet Oslo-gruppen, hvor jeg havde forelæsningskoncerter, i alt 10 gange til 1998. Jeg besøgte også Järna, Steiner-bevægelsens by i Sverige, i nærheden af Stockholm, hvor jeg havde forelæsning og koncert med musik af Stockhausen og Crumb. I 1995 arrangerede Musica Nova en koncert i København, hvor jeg spillede alle Boulez’ tre klaversonater ved en koncert i anledning af hans 70-års dag. Danmarks Radio optog hele koncerten og udsendte den senere. Samme program spillede jeg kort efter i Stavanger og i Bergen. Fra 1996 indtil l999 indspillede jeg 9 Cd’er med både kendte og ganske ukendte komponisters værker (fra det 20. århundrede). De blev alle indspillet på Norges Musikkhøgskole for ”Classico” i København, med min yngste søn Nils Holger Petersen som producer. Det var selvfølgelig en stor støtte for mig at have en producer, der var så tæt på. Af disse 9 indspilninger er der foreløbig udkommet 7 Cd’er. Jeg må i den forbindelse nævne Norsk Musikksamling i Oslo, som i høj grad hjalp mig både med nodemateriale og oplysninger om mange komponister til disse indspilninger. Jeg tænker med stor glæde på Inger Johanna Christiansen for hendes storartede hjælp. I december 1999 flyttede jeg så til England. I Oslo havde jeg trods alle gode kontakter ingen familie, og det syntes at være en rigtig beslutning nu at være i nærheden af noget af min familie. Min ældste søn og hans familie havde i mange år været bosat i Liverpool i England. Men det betød ikke, at jeg holdt op med mit virke. I Liverpool tog jeg kontakt med Department of Music ved Liverpool University. Der gav jeg så en lecture-recital med værker af Bartók. Flere lecture-recitals blev så planlagt for sæsonen 2000/2001. Den første var med Stockhausens klavermusik, den næste med italiensk ny klavermusik, medens den tredje blev viet til nordisk klavermusik. I 2003 fortsætter samarbejdet stadig. Musikkens Venner (Norsk Musikksamling) inviterede mig til at holde koncert i Nasjonalbibliotekets nye auditorium den 14. September 2000 i OsloDermed fik jeg lejlighed til at rejse tilbage til det sted, hvor jeg måske havde haft min bedste tid som udøvende pianist. På det tidspunkt var jeg overbevist om, at nu var det slut. Men min søn Ole var igen en stor inspiration. Han foreslog, at jeg skulle spille en koncert på min 90-års dag, i 2001. Det blev faktisk endnu en vellykket koncert, som fandt sted på Hope University i Liverpool. Det ældste værk på programmet var Schönbergs 6 Kleine Klavierstücke, skrevet i 1911 (mit fødselsår), og det nyeste var en uropførelse af et værk af den unge engelske komponist Andrew Keeling skrevet samme år. Jeg blev desuden inviteret til Refugiet i Løgumkloster i Sønderjylland for at give to koncerter den 10. og 11. november 2001, hovedsagelig med musik af Schönberg i forbindelse med et seminar, hvor professor Jan Maegård forelæste. Siden har der været en række forelæsningskoncerter i Liverpool på universitetet, både med værker af Schönberg og af hans elever, med engelske komponister og meget andet. Jeg har desuden været tilbage i Budapest for at spille to gange og igen på Løgumkloster Refugium. Vi skriver nu marts 2004 – hvor længe kan jeg blive ved? I foråret 2003 blev der en længere pause i mine koncerter pga en hofteoperation efter et fald. I marts 2003 var det planlagt, at jeg skulle uropføre Peter Møllers Løgumkloster Dagbogsblade ved en koncert på Refugiet, det måtte desværre aflyses. Men jeg spillede koncert på universitetet i Liverpool igen i efteråret 2003, og der er planlagt flere koncerter i Liverpool i foråret 2004. D. 3. marts spillede jeg Boulez’ 2. og 3. klaversonate på universitetet i Liverpool. I alt har jeg nu siden jeg flyttede til England spillet 10 koncerter der.