Recollections

Elisabeth Klein wrote her recollections in the later years. It is a short chronological description (only available in Danish, see below) of the most important events in her life. She never intended to write an autobiography, however, these recollections were intended to form an introduction to a book that, unfortunately, never made it beyond the publisher’s office. With this book, she was eager to pass on her experience as an interpreter of contemporary music to the younger generation of pianists. She wrote about a number of contemporary piano works which she had performed herself during her career. She sent in the manuscript to a publisher, whom, unfortunately (but perhaps understandably so) argued, it would be too narrow a topic to be profitable. The manuscript, including the recollections, has for this reason never been published and are now available here in Danish only. From her birth in Trencin in 1911 to her last years in Liverpool, here is Elisabeth Klein’s story in her own words:
 

1. Ungarn – et tidsbillede

Jeg er født i 1911 i Trencin, en lille by, som dengang hørte til Storungarn, og nu hører til Slovakiet. Min familie flyttede til Budapest, da jeg var 3 år gammel, og min barndom var naturligvis præget af første verdenskrig. Man oplevede lidt af hvert. Read more

3. I lære hos Bartók

I 1934 bestod jeg min afgangseksamen fra akademiet. Jeg havde en koncert i akademiets regi og spillede store værker: Bach-Busonis Toccata, Intermezzo og Fuga i C-dur, Beethovens Appassionata, Read more

5. Danmark

Jeg var rejst med nattoget til Wien den aften i februar 1939. Der var store forsinkelser undervejs, men jeg nåede nattoget Berlin-København. På Hovedbanegården ventede min veninde og hendes mand. Read more

7. Fred, familie og karriere

Heldigvis har al elendighed en ende før eller senere, og alt blev godt igen. Min mand kom hjem den 7. maj 1945 – et par dage efter tyskernes kapitulation. Den lille familie var sammen igen. I december 1945 havde jeg min …  Read more

9. 1968: til Oslo igen

I 1968 blev min mand flyttet til Oslo, igen til NATO-hovedkvarteret, denne gang som kontreadmiral. Jeg måtte følge med, men jeg besluttede ikke at give op. Jeg fortsatte med undervisningen ved konservatoriet i København. Read more

11. Oslo igen

Tiden gik imidlertid, og min mand blev pensioneret. Vi flyttede endnu engang til Oslo, som vi begge havde fået et så nært forhold til, og jeg bestemte mig for at holde op med at undervise i København. Read more

2. Uddannelse

Efter min studentereksamen var jeg lidt i tvivl, om jeg ville studere medicin eller musik. Jeg valgte musikken og har aldrig fortrudt det. Kulturlivet i Ungarn var meget stimulerende i min ungdom. Read more

4. Nazismen

Hitler tog magten i Østrig i 1938, og ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe i Ungarn. Tyske flyvemaskiner fløj over Budapest hver dag, formentlig for at skræmme befolkningen. Read more

6. Krigsårene

Den 9. April 1940 var en bitter dag. Tyskerne havde okkuperet dette lille, flade land i løbet af nogle få timer. Jeg var forbitret, og jeg så klart, at foreløbig kunne jeg ikke regne med at rejse hjem til Ungarn. Read more

8. De unge komponister

De unge komponister blev også opmærksomme på mig, da de så at Danmarks Radio gav mig store opgaver. Vagn Kappel, daværende musikchef, spurgte, om jeg kendte Weberns klaverværker. Det gjorde jeg ikke. Read more

10. Danmark igen

Efter næsten fire år i Norge flyttede vi igen tilbage til Danmark. Nu kom jeg til at rejse den anden vej. Jeg havde som nævnt fået ansættelse ved den nyoprettede Norges Musikkhøgskole, først som amanuensis … Read more

12. Freelance – pensionist

I 1981 havde jeg nået pensionsalderen, men arbejdede videre som ”freelance”. Norges Musikkhøjskole fortsatte med at bruge mig også som pensionist, både som forelæser for klaverfaggruppen og for komponistfaggruppen. Read more