Nazismen

Hitler tog magten i Østrig i 1938, og ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe i Ungarn. Tyske flyvemaskiner fløj over Budapest hver dag, formentlig for at skræmme befolkningen. Hver eneste dag oplevede man noget, som var aldeles ubehageligt og ubegribeligt. Jeg vil fortælle om en episode, der gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg var til en koncert med Bruno Walter i akademiets store sal, han spillede og dirigerede Mozarts c-mol klaverkoncert med sit eget kammerorkester fra Wien. Pludseligt stormede nazister ind i salen midt under 2. satsen med deres frygtede gummistokke. De sprang op på podiet og slog løs på Bruno Walter (der jo var jøde), så blodet flød. Publikum var lamslået. Den tapre koncertarrangør Imre Kun, sprang op på podiet og fik reddet Walter ud af salen. Koncerten blev naturligvis afbrudt. Som bekendt forlod Bruno Walter kort efter Europa på grund af nazismen. Bartók var rystet. Han opfordrede alle unge musikere til at forlade Ungarn, så hurtigt som muligt, men hvor skulle man tage hen? Vi gik fra den ene udenlandske ambassade til den anden, men alle steder var flygtningekvoten overtegnet. På akademiet var der også demonstrationer. Selv om jeg var færdig med mine studier, fortsatte jeg med at deltage i Weiners kammermusiktimer. En dag stormede nogle nazister ind i lokalet. Weiner var jøde. De slog ham næsten halvt fordærvet. Det var forfærdeligt at være vidne til denne mishandling og ikke være i stand til at hjælpe. Udenfor akademiets porte stod politiet. De hjalp heller ikke. Akademiet havde autonom ret, sagde de, det var ikke deres sag. Jødeforfølgelserne tog i det hele taget til. Det blev til daglige hændelser og alle var bange for en eventuel fatal bedstemor, som kunne være jøde eller sigøjner. Så ville alt håb være ude. Halmos var jøde, og det betød, at han ikke kunne få pas, og dermed altså heller ikke rejse til udlandet. Det var en katastrofe, ikke blot for Halmos, men også for kvartetten. Efter mange og lange forhandlinger besluttede cellisten Palotai, som var chef eller forretningsfører for kvartetten, at de vil erstatte Halmos med en anden ungarsk violinist: Zoltan Szekély, som levede i Holland. Halmos forlod kvartetten. Han blev taget til minerydningsarbejde, og kort efter blev han dræbt af en mine. Sandor Vegh var den eneste i gruppen, der reagerede. Han syntes, at det var for dårligt, at kvartetten svigtede Halmos og forlod den i protest. Det var en af de forfærdelige og triste oplevelser fra denne tid, som man ikke glemmer så let. En dag mødte jeg så en af mine forhenværende violinkammeraters mor. Hun fortalte, at hendes datter for tiden var i Danmark med sin finske ægtemand. Hun spurgte, om jeg ikke havde lyst til at rejse til Danmark. Det havde jeg, men jeg syntes, at det lød ganske urealistisk, at det måtte være helt umuligt at gennemføre. Jeg havde helt glemt denne lille episode; men et par uger senere, da jeg kom hjem en sen eftermiddag, fortalte min far, at den Danske Ambassade havde ringet, og at jeg øjeblikkeligt skulle kontakte dem. Det gjorde jeg. Den Danske Ambassade havde visum og arbejdstilladelse til mig. Certifikatet gav mig lov til at spille på restauranter og barer i 6 måneder fra d. 1. marts at regne. Datoen var den 28. februar 1939 (1939 var et skudår). Jeg rejste den samme aften. Jeg tog klassiske noder med; jeg kunne jo ikke spille andet. Jeg havde ikke stor lyst til at rejse, men min far var meget konsekvent. Har du sagt ja til at rejse, så må du gøre det. Du må holde dit ord. Det var første gang, jeg skulle rejse alene til et land, som jeg ikke vidste noget som helst om, og hvis sprog jeg ikke kendte. Jeg havde levet alt for længe i en meget beskyttet tilværelse, i et velhavende centraleuropæisk hjem, og havde aldrig stået på egne ben. Alle i familien var sikre på, at danskerne ville sende mig hjem igen med det samme. Jeg kunne jo ikke spille let underholdningsmusik. Men jeg blev ikke sendt hjem, og overalt var arrangørerne faktisk tilfredse med mig. Det kom til at vare ni år, før jeg genså min familie. Det var i 1948, da jeg kom på et kort besøg med min mand og vore to små sønner. Det år begyndte den ”kolde krig”. Østmagterne sænkede ”jerntæppet”. Budapest lå fremdeles i ruiner, 85% af husene bombet sønder og sammen, de fleste af broerne over Donau hang ned i floden. Det var et forfærdeligt syn, men mine forældre og min søster havde det godt. Det var det vigtigste, og de var lykkelige for at lære min mand og vores børn at kende.

Leave a Comment