I lære hos Bartók

I 1934 bestod jeg min afgangseksamen fra akademiet. Jeg havde en koncert i akademiets regi og spillede store værker: Bach-Busonis Toccata, Intermezzo og Fuga i C-dur, Beethovens Appassionata, Liszts Mefistovals, et prélude af Debussy: Feux d’Artifice og endelig Bartóks Suite op.14. Hvordan jeg turde stille op med disse kæmpeværker, det forstår jeg ikke i dag, det må have været ungdommens begejstring og tro, at man kan overkomme alt. Koncerten vakte begejstring og jeg fik flotte bedømmelser, men Bartók var meget kritisk, han mente at jeg havde en god teknik, men var udisciplineret. Efter hans mening havde jeg spillet for meget romantisk musik. Han kom til mig efter koncerten og sagde, at han gerne ville undervise mig, men det måtte blive på hans præmisser. Han anbefalede, at jeg kun skulle spille Bach i to år. Naturligvis tog jeg imod tilbudet med stor glæde. Jeg fik nu lov til at spille nogle af hans egne værker alligevel. Bartók var en noget indesluttet natur og snakkede ikke så meget i timerne, men havde man en Bach-fuga for til timen, da kunne han holde et helt foredrag om fugaens opbygning. Forholdet mellem lærer og elev var ikke så åbent dengang, som det er i dag. Derfor var min forbavselse ganske stor, da han engang spurgte, om jeg kendte Knud Jeppesens ”Kontrapunkt”. Den bedste bog om kontrapunkt, sagde han. Jeg kiggede i bogen som var skrevet i et for mig ukendt sprog. Det var på dansk. Dengang anede jeg ikke, at jeg skulle havne i Danmark. Bartók var et sprog-geni, han behøvede kun en ordbog og en enkel grammatikbog, så kunne han læse alle mulige sprog. Han beherskede ikke blot europæiske sprog, men kunne holde foredrag på arabisk og læse sanskrit. Han var også interesseret i østerlandsk filosofi, før andre komponister blev det. Min største oplevelse fra disse år blev at overvære, hvordan den Nye Ungarske Strygekvartet indstuderede Bartóks 5. strygekvartet under hans vejledning. Medlemmerne af denne kvartet var: 1.violin: Sandor Vegh 2.violin: Laszlo Halmos bratsch: Denes Koromzai cello: Vilmos Palotai Disse 4 unge musikere skulle fremføre Bartóks kvartet på ISCM-Festivalen i Barcelona. Året var 1936, og den spanske borgerkrig var allerede på trapperne. I mange uger arbejdede Bartók med kvartetten, og her fik jeg oplevet Bartók ikke bare som lærer, men også som menneske. Han havde humor, og det hjalp på mange spændte situationer. Man må forestille sig, at denne musik var meget avanceret for musikerne på daværende tidspunkt. Kvartettens musikere var opdraget med et traditionelt konservatorie-repertoire, og det var ikke så nemt at lære nye notationer, nye spillemåder og at udtrykke nye tanker. Jeg tænkte selv meget på en karriere som kammermusiker og spillede sammen med Laszlo Halmos, kvartettens andenviolinist. Vi havde vores debut med Beethovens Kreutzersonate, Schuberts g-mol sonatine og Weiners fis-mol sonate. Det gik godt, og vi fortsatte med en ny koncert, denne gang med Bartóks 1. og 2. Sonate. Den koncert gik endnu bedre. Vi var fulde af håb, men verdenspolitikken blandede sig i vores karriere, ligesom den gjorde det i så mange andres.

Leave a Comment